Skraldespanden skal selv kunne fortælle skraldemændene, når den skal tømmes. Foto: Povl Arne Petersen

Kommunen har store planer: Nu skal din skraldespand være digital

Søndag 2. juli 2017 kl: 15:19 af: Taastrup.nu

TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune sætter nu endnu mere fokus på at bruge ny teknologi til at skabe en god by for byens borgere og virksomheder – både i dag og i fremtiden.

Høje-Taastrup Kommune sætter nu større fokus på, hvordan byen kan bruge ny teknologi og digitalisering til at gøre kommunen endnu smartere, grønnere og bedre at bo i. Det sker med projektet Klar til Smart Vækst, som drives af Gate 21, der er et grønt partnerskab mellem kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner.

Digitale veje til forbedringer
Der findes mange eksempler på, hvordan man kan bruge ny digital teknologi til at skabe renere, tryggere og mere bæredygtige byer.

Det kan for eksempel være ved at sætte sensorer i skraldespande, så de kan give besked, når de skal tømmes. På den måde behøver renovati-onsmedarbejdere ikke at køre ud til tomme skraldespande og vække beboere, der stadig ligger og sover.

Det kan også være lygtepæle, hvor lyset er skruet ned, men som skruer op, når biler, fodgængere og cyklister passerer – de kan sikre, at kommunen kan spare en stor del af byens energiforbrug, og at lygtepælene ikke blænder ind i folks stuer.

Klar til fremtiden
Med digitale teknologier – eller Smart City-løsninger, som de også kaldes - i byrummet, der samler data ind om alt fra affaldsmængder over luftkvalitet til trafik, kan en kommune planlægge, organisere og vedligeholde affaldshåndtering, veje, belysning og miljøindsatser bedre, til gavn for byens borgere og virksomheder.

”I Høje-Taastrup Kommune arbejder vi med en række store byudviklingsprojekter. Og her kan nye og smarte teknologier komme til at spille en væsentlig rolle indenfor fx energiforbrug, energiforsyning, affaldshåndtering, person- og godstransport og meget andet Det er en af grundene til, at vi er med i Klar til Smart Vækst. Vi ønsker at sikre, at vi udvikler den bedste by for vores borgere og virksomheder,” fortæller Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune.