Huset her kan snart blive jævnet med jorden. Kommunen har nemlig givet lov til at rive de bevaringsværdige hus ned. Foto: Povl Arne Petersen

Byrådet: OK at rive bevaringsværdigt hus ned

Onsdag 28. februar 2018 kl: 19:18 af: Taastrup.nu

FLØNG-HEDEHUSENE: Byrådet har besluttet at lade et bevaringsværdigt hus i Reerslev rive ned trods store protester fra lokalsamfundet.

Af Povl Arne Petersen

Det borgerlige flertal i byrådet har givet ejeren lov til at rive huset på Tingstedvej 23 ned. Det sker på trods af at huset er erklæret bevaringsværdigt – og på trods af massive protester fra lokalsamfundet i Reerslev.

Slot- og Kulturstyrelsen har ellers erklæret huset for at have en meget høj bevaringsværdi. På en skala fra 1 til 10, hvor de fleste fredede huse er 1-taller, vurderer styrelsen huset på Tingstedvej 23 til at have en bevaringsværdi på mellem 1 og 3. Altså det allerhøjeste lige under direkte fredede bygninger.

Men det besluttede de konservative, Dansk Folkeparti, De radikale og Lokalisten i byrådet at se stort på. Kun Socialdemokratiet stemte imod nedrivningen.

Landsbylauget kede af det
"Vi er meget kede af, at byrådet har givet ejeren lov til at rive huset ned. Vi ville gerne have beholdt det bevaringsværdige hus bybilledet," lyder reaktionen fra formanden for Landsbylauget i Reerslev, Mads Ring Hansen.

Landsbylauget har – ligesom naboer til huset – afleveret indsigelser mod nedrivningen til kommunen.

Ejeren af huset er firmaet VIP Estate, som ejes af Nadeem Akram. Firmaet købte huset for få måneder siden i efteråret 2017. Skødet på salget er tinglyst 17. november 2017. Kun ti dage senere 27. november 2017 søgte firmaet kommunen om lov til at rive det bevaringsværdige hus ned – vedlagt arkitekttegninger af det nye og større hus, firmaet vil opføre i stedet for.

"Vi kan trøste os med, at ejeren ikke får lov til at bygger det større hus. Kommunen kræver i det mindste, at det nye hus skal være i nøjagtig samme størrelse, som det gamle," siger Mads Ring Hansen.

Taastrup.nu har været i kontakt med VIP Estate. Men her ønsker ejeren Nadeem Akram ikke at kommentere byrådets beslutning. Meldingen lyder, at de nu vil diskutere afgørelsen med deres arkitekt.