Arkivfoto: Povl Arne Petersen

Ziegler om million-fratrædelse: Det er svært at forsvare

Mandag 12. marts 2018 kl: 12:39 af: Taastrup.nu

TAASTRUP: Michael Ziegler har efter flere dages tavshed valgt kommentere historien om kommunaldirektørens million-fratrædelse.

Af Povl Arne Petersen

Borgmester Michael Ziegler (K) går nu ud og giver en forklaring på Taastrup.nu's nyhed om, at kommunaldirektør Lars Holte får 1,4 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse – hvorefter han fortsætter i sit job.

Flere danske medier – blandt andet Ekstra Bladet og Jyllands-Posten – har sammen med Taastrup.nu forgæves forsøgt at få en kommentar fra Michael Ziegler. I stedet har han her mandag morgen valgt at svare offentligheden med et indlæg på Facebook. Her skriver han:

"Mange spørger mig, hvad det nu er for noget? Hvorfor?!? Hvorfor udbetaler vi en stor “fratrædelsesgodtgørelse” til kommunaldirektøren? Jeg kan godt forstå, at det virker voldsomt! Og vi har faktisk tilbage i februar af egen drift besluttet, at vi ikke vil lave den slags aftaler mere. Fordi de er svære at forklare - og dermed svære at forsvare!," skriver Michael Ziegler.

Vi betaler, fordi vi skal
"Det helt enkle svar er: vi betaler, fordi vi skal! Det var den kontrakt vi indgik med kommunaldirektøren tilbage i 2012, da han blev ansat. 2012 er ikke længe siden, men dengang var det faktisk en meget almindelig måde at ansætte på. Mange andre gjorde det - og i jagten på at få den bedste til jobbet, gjorde vi det også. I fuld enighed i byrådet," skriver han.

Herefter gennemgår Michael Ziegler historikken i måden at ansætte topledere i kommunerne og forklarer, hvorfor åremålsansættelserne overhovedet opstod.

Du kan læse hele borgmesterens indlæg og forklaring her:
https://www.facebook.com/michaelzi/posts/2008659116040773