Onsdag blev en række lamper skiftet. Men de sprang igen natten til torsdag. Nu skulle forklaringen være fundet. Foto: Povl Arne Petersen

Fem døgns mystik er opklaret: Der er lys forude

Torsdag 22. marts 2018 kl: 11:38 af: Taastrup.nu

SENGELØSE: I fem døgn har teknikere fra Ørsted kæmpet med at finde ud af, hvorfor der ikke var noget gadebelysning i den østlige del af Sengeløse. Nu skulle fejlen være fundet.

Af Povl Arne Petersen

Det har taget teknikere fra Ørsted (det tidligere DONG) fem dage at finde forklaringen på, at det østlige Sengeløse har måtte undvære gadebelysning. Men nu skulle der være lys forude – bogstaveligt talt.

"Vi har haft mistanke om, at der er nogen, der et sted er kommet til at grave et kabel over. Og nu mener vi, at vi har fundet ud af, hvor kablet er gravet over. Når det så er repareret, så håber vi, at gadebeslynignen virker korrekt igen," forklarer Morten Kidal, fra Ørsteds presseafdeling.

Det var helt tilbage i søndags, at gadebelysningen på Sognevangen, Smedeløkken, Spjeldager og Mosekilen forsvandt.

Sikringer og lamper sprang
"I dagene efter, vi fik fejlmeldingen, har vores tekniker flere gange været i området for at rette fejl på belysningen, men det har desværre drillet lidt, da der er forskellige grave- og anlægsprojekter i området. Det betyder, at der over flere omgange er gået sikringer, og at lamper derfor slukkes. Onsdag den 21. marts skiftede vores tekniker sikringer på flere lamper, men her til morgen (torsdag, red.) har vi kunnet konstatere, at de er sprunget i løbet af natten. Vi har nu lokaliseret en fejl på et kabel, som vi mener skyldes en graveskade. Kablet bliver repareret i løbet af dagen, og vi håber, at belysningen atter vil blive stabil," siger han.

Han gør i øvrigt opmærskom på, at det er vigtigt, at man anmelder manglende gadebelysning til Ørsted.

"Vi kan ikke pr. automatik se, at der er lamper, der er gået i sort. Så folk må gerne ringe på vores døgnbemandende vagttelefon 70 25 50 02 og anmelde slukkede lamper," siger Morten Kidal.