Dagli Brugsen bevogtes mandag for at forhindre tyverier. Foto: Povl Arne Petersen

Mistanke: Branden i Dagli Brugsen var påsat

Mandag 2. april 2018 kl: 16:02 af: Taastrup.nu

SENGELØSE: Brandteknikere undersøger først brandårsagen tirsdag. Men der er indikationer på, at branden kan være påsat.

Af Povl Arne Petersen

Mange Sengeløsere lagde mandag vejen for Dagli Brugsen. Her mødte dem det triste syn af en ødelagt butik med alvorlige skader efter nattens voldsomme brand.

Dagli Brugsen blev mandag bevogtet af hjemmeværnspoliti, som skulle forhindre uvedkommende i at gå ind i butikken og ikke mindst sørge for at undgå tyverier fra stedet. Men ikke engang politifolkene gik ind i butikken mandag.

"Vi sender først teknikere ud tirsdag for at undersøge brandårsagen. Indtil da, sørger vi bare for at få sikret butikken. Foreløbig vil vi ikke gætte på nogen årsag til branden," lyder meldingen fra vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi til Taastrup.nu.

Sætter ord på mistanke
Til gengæld vil brugsuddeler Per Vadstrup godt sætte ord på sin mistanke.

"Det er påfaldende, at der var ild ude foran butikken i nogle af de ting, der er spærret inde der. Vi har et gitter, vi kan køre ned foran, og det, der var lukket inde, var der ild i. Så mit bud er, at den er påsat," siger Per Vadstrup til Ekstra Bladet.

Ild i toiletpapir
Branden startede tilsyneladende blandt de varer, som står bag gitteret ude foran selve butikken. En genbo til Dagli Brugsen skriver på Sengeløse-gruppen på Facebook, at hun mener, at branden startede i en palle med toiletpapir.

"Vi bor overfor. Det lignede, at der var gået ild i pallerne med toiletpapir udenfor, og det så har spredt sig til resten af butikken. Men er selvfølgelig ikke sikker," skriver Katja Broch Østergaard i sit indlæg på Facebook.

Til syneladende startede branden også to steder samtidig. Det bekræfter politiet overfor Ekstra Bladet. Men det ikke nok til at erklære branden for påsat.

"Det er selvfølgelig besynderligt, at der har været ild to steder på én gang. Så meget vil jeg godt sige. Men i sagens natur kan jeg ikke bekræfte, om det er påsat, før vi har været derude og undersøge det til bunds," siger vagtchefen til Ekstra Bladet.