En person sad fastklemt i bilen i op mod en time. Foto: Povl Arne Petersen

Alvorlig ulykke på Cathrinebjergvej

Lørdag 13. oktober 2018 kl: 17:51 af: Taastrup.nu

SENGELØSE: Et frontalsammenstød mellem to personbiler blokerede lørdag eftermiddag Cathrinebjergvej. To personer blev kvæstet.

Af Povl Arne Petersen

Én person blev så alvorligt kvæstet, at vedkommende blev kørt til Rigshospitalets traumecenter. Men ifølge politiets vagtleder på stedet, skulle der ikke være tale om livstruende kvæstelser.

Ulykken skete omkring 16.45, da en Dacia Duster og en VW Touran stødte direkte ind i hinanden med halvdelen af hver sin front. Politiet har endnu ingen forklaring på ulykken.

Værst gik det ud over føreren af Dacia Dusteren. Vedkommende sad fastklemt i bilen det meste af en time efter ulykken og modtog behandling af ambulancelægen. Lægen måtte kravle ind i bilen fra passagersiden for at behandle føreren.

En anden tilskadekommen blev kørt til Hvidovre Hospital til behandling.