Der mangler chauffører i transportbranchen. Arkivfoto: Povl Arme Petersen

Chauffør-mangel: Roskilde og Høje-Taastrup beder minister få styr på køreprøver

Lørdag 8. april 2017 kl: 08:00 af: Taastrup.nu
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

TAASTRUP: De to kommuner har brug for at få uddannet arbejdskraft i transportsektoren. Men politiet ventetider på køreprøver stopper udviklingen. De to borgmestre forlanger justitsministeren tager affære.

I Roskilde og Høje-Taastrup Kommune er projekter om uddannelse af ledige borgere til chauffører stødt på unødige barrierer, selvom manglen på arbejdskraft i transportbranchen er stigende. Problemerne skyldes ventetid i færdselspolitiet og manglende mulighed for at forhåndsreservere prøver.

I Rigspolitiet har man forståelse for problematikken, men dialogen, som blev indledt i december 2016, har endnu ikke ført til en løsning. De to kommuner har nu bedt justitsministeren gå ind i sagen.

Dyrt for kommunerne
I Roskilde drejer projektet sig om uddannelse af flygtninge og i Høje-Taastrup ledige kontanthjælpsmodtagere. I begge kommuner har ventetiden også konsekvenser for kommunernes udgifter, eftersom borgerne er på overførselsindkomster længere tid end nødvendigt.

Nu har borgmester Michael Ziegler fået nok.

"Den manglende adgang til køreprøver er blevet et problem i forhold til erhvervs- og beskæftigelsesudviklingen. Vi har et godt samarbejde med Flyers om at uddanne ledige til chauffører, men når de ikke kan komme til køreprøve, kan de ikke komme i job. Og det hæmmer så vækstmulighederne i transportbranchen og andre erhvervsgrene, der står og mangler chauffører," siger Michael Ziegler.

Borgmester: Dybt frustrerende
Og han får opbakning fra sin kollega i Roskilde Kommune, Joy Mogensen:

"Roskilde Kommune skal integrere mange nye flygtninge på det danske arbejdsmarked, så det haster med at få løst problemet. Vores nye borgere skal kunne forsørge sig selv hurtigst muligt, og samtidig har vi en transportbranche med stigende rekrutteringsproblemer. Vores projekt har potentiale til at uddanne og afsætte flere end hundrede chauffører de kommende år. Nu er projektet stoppet på grund af ventetider og ressourcemangel hos politiet. Det er så frustrerende," siger Joy Mogensen, A, borgmester i Roskilde.

Taastrup.nu arbejder på at få en kommentar fra Justitsminister Søren Pape Poulsen.
pap






Billeder fra Hedehusene
Indvielse af stationsforpladsen


Se flere billedserier i galleriet her!