Klik venligst
Klik venligstKlik venligstKlik venligst


En læser spørger om kommunen er for flinke over for erhvervslivet, som f.eks. Dansk Retursystem. Arkivfoto: Povl Arne Petersen

LÆSERBREV: Hvor ligger den reelle magt i kommunen?

Søndag 18. marts 2018 kl: 22:43 af: Taastrup.nu
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Jan Christensen
Kornelhegnet 8
2630 Taastrup.
Formand for Vesterby Ejerlaug

Gennem de seneste år er kommunens fokus flyttet fra borgerne til erhvervslivet som i den grad får særbehandling ud over det sædvanlige.
Men Høje Taastrup Kommune er også nummer 5 på Dansk Industri's liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i DK (September 2017).
Og målet er helt sikkert at komme endnu højere op de kommende år.
Det er dejligt at bo i en kommune hvor der er fokus på vækst og udvikling og hvor vi også har en kommunaldirektør der får en løn og fratrædelsesgodtgørelse ud over det sædvanlige, men jeg synes man glemmer borgerne i sammenhængen og stiller derfor spørgsmålet om hvem der har den reelle magt i kommunen.
Er det de folkevalgte politikere, dem fra plakaterne vi kan stemme på hvert 4. år eller er det embedsmændene der sidder bagved og trækker i trådene der har den reelle magt og den tilsvarende høje løn.?
Alle projekter der skal igennem sagsbehandling i kommunen skal forbi "administrationen" hvem det så end er.
Det er "administrationen" der giver deres anbefalinger til politikerne om hvad de synes er godt eller skidt ved de enkelte projekter.
Det er i og for sig jo helt reelt og nødvendigt, da politikerne jo ikke kan sætte sig ind i alle sager 100% og mange af dem jo kun er politikere i deres fritid, da de har arbejde ved siden af.
Men vi ser desværre en tendens der peger i den forkerte retning for borgerne, idet administrationen ikke forholder sig til de indsigelser der kommer fra borgerne til de enkelte projekter, men alene fokuserer på hvad der er bedst for erhvervslivet og hvordan kommunen kan tilgodese virksomhederne bedst muligt og derved kravle længere op på ranglisten.
Efterfølgende er der kun få af de 21 folkevalgte politikere der har mod til at stemme imod anbefalingerne fra "administrationen" og se på hvad der er bedst for kommunen som helhed og ikke kun for erhvervslivet.
For mit eget vedkommende er det sagsbehandlingen af projekter for bl.a. Dansk Retur System og Volvo på "marken" vest for Halland Boulevard hvor der ikke er lyttet til de indsigelser der er kommet fra mange borgere i Torstorp og vi kommer nok også til at opleve det samme med de indsigelser der er kommet til det nye vandland og dem der kommer til projektet for Høje Taastrup C.
Det er ikke borgerne der flytter grænserne for hvad der er tilladt og muligt i de enkelte områder. Det er ikke borgerne der ændrer landzoner til byzoner. Det er ikke borgerne der ændrer de tilladte højdegrænser for byggerierne til det dobbelte. Det er ikke borgerne der ønsker mere trafik, støj og forurening end der er i forvejen i deres nærområde, osv.
Men det er borgerne der skal leve med de beslutninger der anbefales af "administrationen" og efterfølgende uden at blinke vedtages i det politiske system uden at en eneste af de mange indsigelser der er kommet fra borgerne er taget til efterretning.
Hvor er de grønne områder, hvor er den pæne arkitektur, hvor er cykelstierne, hvor er respekten for naboerne.?
Jeg savner at vores politikere tænker langsigtet og ikke kun på profilering og vækst nu og her, men også de næste 15-20 år.
Der skal være plads til os alle, både os der har boet her længe, men også de nye der er på vej, både borgere og erhverv.
Men de beslutninger der træffes i kommunen skal borgerne leve med de efterfølgende mange, mange år og jeg henstiler derfor til, endnu engang, at politikerne tænker over hvordan de selv ville have det hvis det var dem der var nærmeste nabo til et af de mange nye projekter der er i støbeskeen og ikke blindt lytter til "administrationen" og deres anbefalinger, for de har, set fra min stol, den reelle magt i kommunen.
Når først det er besluttet er det næsten umuligt at lave om.
Så tænk jer om og tænk hvordan I ville have det hvis I var i vores situation.
Vi er lige så meget mennesker som I selv er.




Billeder fra Hedehusene
Indvielse af stationsforpladsen


Se flere billedserier i galleriet her!