Regionspolitikeren Jens Mandrup Rasmussen afviser bekyldningen om, at han skulle være en tøsedreng.

Regionspolitiker: Jeg er ikke en tøsedreng

Fredag 5. maj 2017 kl: 13:21 af: Taastrup.nu
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

SENGELØSE: Regionspolitikerne blev kaldt tøsedrenge af byrådet i sagen om den kommende grusgrav i Vridsløsemagle. Nu svarer formanden for regionens miljøudvalg igen.

Af Povl Arne Petersen

I dag udløber høringsfristen om den nye grusgrav ved Vridsløsemagle. Efter i dag er det alene op til Region Hovedstaden, om der skal gives tilladelse til at grave grus lige ved siden af den historiske og idylliske landsby.

Én af dem, som sidder med det afgørende ord i sagen, er Jens Mandrup Rasmussen. Han sidder i regionsrådet valgt for SF – men endnu vigtigere så er han formand for miljøudvalget i regionen. Og det er netop det udvalg, som skal indstille til regionsrådet, om der skal gives tilladelse til grusgraven eller ej.

Tager gerne en debat
Han og resten af regionsråde var forleden inviteret til borgermøde i Vridsløsemagle om sagen. Men sammen med 39 andre politikere dukkede han ikke op. Det fik byrådspolitikerne i kommunen til at kalde dem for tøsedrenge, da de ikke turde stille sig op og svare på spørgsmål fra borgerne.

”Men jeg er ikke en tøsedreng. Jeg tager meget gerne en debat med borgerne. Jeg kunne bare ikke den dag, da jeg havde sagt ja til et andet møde,” fortæller Jens Mandrup Rasmussen.

Flere borgere har været kritiske overfor Jens Mandrup Rasmussen. Ikke mindst på grund af nogle opslag han har lavet på sin officielle Facebook-profil. Opslag og meninger, som kan virke paradoksale i forhold til, at han har forsvaret placeringen af en grusgrav lige ved siden af Vridsløsemagle.

Blandt andet skriver han:
”Vi ved at vedvarende udsættelse for voldsomt støj er sundhedsskadeligt og det er mig totalt uforståeligt, at Vejdirektoratet og Banedanmark ikke gør mere for at mindske støjen for beboerne i Rendsagerparken og andre lignende steder langs Sydmotorvejen!”

Og et andet sted:
”Men hvis man bygger en havnetunnel, kan vi være 100 % sikker på at der kommer mere biltrafik og 100 % sikker på at opkørslerne kommer til at smadre Amager Fælleds nordspids og Lynetten bådehavn!
Det er ikke det, Amager har brug for.”

Sagen i regionens hænder
Jens Mandrup Rasmussen bor selv på Amager. Disse udtalelser har gjort folk kritiske overfor ham, når han samtidig som en af de ansvarlige politikere i regionen med grusgraven vil påføre borgerne her i kommunen støjgener og ikke mindst ”smadre” idyllen ved Vridsløsemagle.

”Den diskussion vil jeg slet ikke gå ind i. Det er ikke mig personligt, der bestemmer om der må anlægges en grusgrav ved Vridsløsemagle – det er hele regionsrådet,” siger han.

Efter i dag modtager regionen svarene fra de offentlige høringer. Derefter udarbejdet administrationen er en indstilling, som regionens miljøudvalg skal behandle på et møde 30. maj 2017. Her vil miljøudvalget lave en indstilling, som så skal besluttes på et møde i selve regionsrådet.




Billeder fra Hedehusene
Indvielse af stationsforpladsen


Se flere billedserier i galleriet her!